Amning på godt og ondt

By Signe Clement
3. oktober 2022
Ammehjælp - Signes Jordemoder og Scanningsklinik

 

I dette blogindlæg er temaet ”amning”

– vi dykker ned i et emne, der kan fylde alt og intet. Går det godt fylder det næsten ingenting, og er en dejlig periode i mor og barns mange første fælles måneder, men kommer der grus i maskineriet, kan det omvendt fylde ekstremt meget og give anledning til stress, frustration og ammesorg.

Hvis amningen er svær

Hos os her på klinikken møder vi jer ofte, hvis I er udfordrede af amningen. Det kan være smerter, sår på brystet, en urolig baby eller tvivl om mængde, teknik eller trivsel, der får jer til at slå vejen forbi os eller invitere os hjem til jer. Vi lægger et nøjagtigt ”puslespil” ud af alle de detaljer, I kan give os om fødslen, den første amning, de aktuelle udfordringer, ønsker for ammeperioden mv. Vi går til opgaven som detektiver og vores målsætning er at identificere præcis, hvor i ammemaskineriet, der er opstået knas. Vi undersøger barnets mundmotorik, vi øver ammestillinger og vi laver en grundig plan for, hvor og hvordan der skal sættes ind. De temaer, der o­­ftest får jer til at kontakte os er:

  • Sår og revner på brystvorten
  • Manglende trivsel
  • Uroligt barn
  • Smerte ved amning
  • Tvivl om hvorvidt der er mælk nok
  • Kraftigt nedløb, hvor baby kløjs i mælken
  • Mistanke om tungebåndsproblematikker
  • Faldende eller stagnerende vægt over tid

Faktisk oplever vi, at det giver ekstremt god mening også at møde jer, når det går godt. Det giver en stor ro, at blive bekræftet i, at amningen går som den skal og ro forebygger unødig stress. Lige præcis stress og utålmodighed, får hurtigt korthuset til at vakle, og ammeforløb, der kunne have kørt helt velsmurt afbrydes, fordi tvivlen overmander troen på det kan lade sig gøre.

Ammeviden er den bedste bodyguard til et vellykket ammeforløb.

Forskelligartet information, velmenende gode råd, brevkasser på nettet og gamle overbevisninger eksisterer der desværre rigtig meget af, når vi snakker amning. Herunder har vi lavet en faktaboks, hvor I kan se nogle generelle overskrifter på, hvad I trygt kan regne med:

Fakta om amning:

  • Brysternes størrelse har ikke betydning for, om du kan amme
  • Du kan sagtens have mælk nok, selvom brystet ikke føles spændt
  • Ammebørn er senere i livet mindre kræsne end flaskebørn, da modermælk varierer i smag
  • Modermælken er specialdesignet til dit barn og indeholder præcis de næringsstoffer barnet behøver
  • Du må spise alle fødevarer, men start med moderate mængder
  • Amning er med til at dække forskellige behov ud over sult fx nærhed, tørst, beroligelse af nervesystemet
  • Ikke alle kvinder kan mærke nedløbsrefleksen
  • Modermælk indeholder søvnfremkaldende hormoner, derfor falder børn ofte i søvn ved brystet
  • Amning forebygger brystkræft
  • Stress er grus i ammemaskineriet

 

Amning og stramt tungebånd.

Vores lille land er delt i to lejre, når det kommer til betydningen og konsekvensen af stramt tungebånd. Desværre et område uden ret meget videnskabelige data, og derfor et område med plads til stor forbedring. I stedet for at snakke om stramt tungebånd eller ikke, snakker vi RIGTIG meget om mundmotorik og tungens funktionsevne, når vi arbejder med amning hos os. I vores detektivarbejde indsamler vi viden om:

  • Barnets vægt og kurven over tid
  • Sammenhængen i de serier barnet henholdsvis sutter og synker
  • Hvorvidt der er smerte ved amning
  • Tungens funktionsevne i mundhulen
  • Brystets tilstand; er der sår på vorterne, skæve eller hvide brystvorter efter endt amning
  • Hvorvidt der er kliklyde ved brystet (barnet mister vacuum)
  • Hvordan barnet trives
  • Hvordan er mors og fars forhistorie i relation til tandstilling, søvn, mundmotorik, astma og allergi og en hel række andre detaljer, der kan kortlægge dispositionen for mulige tungebåndsproblematikker.

Vi oplever, at mange børn allerede er undersøgt og ofte bliver resultatet af vores detaljerede undersøgelse anderledes end, hvad hidtil er blevet konkluderet. Man kan ikke undersøge mundens funktioner ved at se på, om barnet kan række tunge, og man kan slet ikke lave en nuanceret undersøgelse ved at kigge med det blotte øje.

Risiko for at fare vild i ammejunglen

Desværre er der en stigende tendens til, at ammevejledning udbydes af uuddannede uden sundhedsfaglig baggrund. Det efterlader jer familier ved indgangen til en jungle, hvor det bliver ekstremt vigtigt at vælge sin ammevejler med omhu. Kig grundigt din ammevejleders CV igennem. IBCLC titlen er en ammevejleder certificering. Mangeårig erfaring fra barselsgangen og ekstra uddannelse i fx stramt tungebånd er også vigtige kompetencer, når det kommer til at få sufficient hjælp. Vi er ikke ude på at pege fingre ad nogen, men kender betydningen af faglig erfaring og laaaaaaaang uddannelse. I fortjener ordentlig og grundig hjælp. Ofte fører ammevejledning til andre former for behandling, fx babybehandling, hvilket også kommer i mange former. Vi kender vejen igennem junglen og sætter en ære i, at henvise jer til de allerbedste behandlere, således jeres vej bliver så let og fremkommelig som muligt.

Amning fortjener tid og (selv)kærlig omsorg

Tro på kroppen og dens geniale funktioner. Jo mere tro jo mere ro. Glem skemaer, regler og rytmer. Vellykket amning handler om at have tillid til baby og bryst. Baby er jo brystets dirigent og dermed logistikansvarlig for mælkejungernes gyldne indhold. Opstår der tvivl eller kniber det med tilliden til mælkelageret, så få hurtig og grundig hjælp. Kære ammemor du fortjener at give dig selv verdens største skulderklap og du fortjener at være ekstra god ved dig selv, det gavner både dig og din baby.

Ammehjælp

Ufrivillig abort

Ufrivillig abort

I dette blogindlæg dykker vi ned i de reaktioner, der kan komme, når en ønsket graviditet ender med en ufrivillig abort, og vi ser nærmere på, hvordan tallene, for tidlig abort, fordeler sig.

Når alt ikke er helt perfekt

Når alt ikke er helt perfekt

I dette blogindlæg sætter vi spot på de følelser og reaktionsmønstre, der opstår, når graviditeten kommer på slingrekurs fra normalen. Lige netop i forhold til graviditet ønsker de allerfleste at være helt som gennemsnittet; gerne lige midt på medianen for flertallet.

VÆLG VORES POPULÆRE SCANNINGSPAKKE

Indeholder:
🌸 Tidlig scanning uge 5+0 til 12+6
🌸Kønsscanning basis fra uge 14+0
🌸 3D/4D basis fra uge 26+0
Før pris 2200,- kr. NU 1900,- kr.

Læs mere her >>

Pakken bestilles når I kommer til tidlig scanning.

-